
HB Køge tænker ikke på overlevelse
Det var en brat opvågnen fra vinterhiet for HB Køge, der søndag rendte ind i en 1-4-øretæve på hjemmebane mod Silkeborg. Thomas Christensen giver Silkeborgs lette adgang til mål, skylden.
"Jeg synes egentlig, at vi spillede en udmærket kamp, men vi blev straffet på, at Silkeborg fik nogle lette mål, mens vi ikke formåede at udnytte vores chancer. Det var nogle personlige fejl, der blev afgørende, så det var lidt en gentagelse af efteråret. Jeg troede, vi havde lært af det, men det har vi åbenbart ikke," fortæller Christensen
Det evige spørgsmål om overlevelse i SAS Ligaen, er ikke længere noget, som HB Køge-spillerne tænker så meget på.
"Vi tænker ikke på tabellen, for vi skal til at vinde nogle kampe, før vi har en lille mulighed. Det er selvfølgelig et mål og en drøm for os at overleve, men vi skal forbedre os meget, før vi kan håbe på noget," siger Thomas G. Christensen.
HB Køge skal i weekenden en tur til Esbjerg i jagten på holdets anden sejr i sæsonen.

Køge-spillerne tænker ikke på tabellen - foto Bjørn Elimar Rasmussen

| Se alle mål fra SAS-ligaen |








